Hvorfor et nyhedsmagasin?

Har du hørt…?”Sådan starter mange gode samtaler i et seniorfællesskab. Og lad os være ærlige – der sker mere her, end man lige skulle tro. Nogle spiller kort. Nogle går ture. Nogle planlægger arrangementer. Og nogle ved det hele før alle andre !
Derfor har vi fået en idé: Lad os samle det hele i et nyhedsmagasin!

Færre møder – mere overblik
Bare rolig – det betyder ikke flere lange beboermøder med kaffe, dagsorden i 14 punkter og debat om punkt 7.3.2. Tværtimod.
Magasinet er tænkt som en hyggelig og overskuelig måde at holde alle orienteret på. Hvad er der sket? Hvad kommer der til at ske? Hvem har sat gang i noget nyt? Og hvor kan man være med, hvis man har lyst?
På den måde kan vi følge med i fællesskabets liv – uden at skulle samles hver gang nogen har fået en god idé.
Magasinet udkommer uregelmæssigt og bliver fyldt med små og store historier fra vores eget fællesskab. Ambitionen er at skrive sjovt og underholdende og frem for alt - ikke tage os selv særlig højtideligt.
Har du en historie, en idé, et billede eller en god anekdote? Så byd ind. Jo flere stemmer, desto sjovere og mere levende bliver det.
God læselyst – og husk: Hvis du ikke står i denne udgave, kan det være, du gør i den næste!



Kommentarer