Mød ildsjælene fra Kogtvedsund

Denne udgave af nyhedsbrevet er dedikeret til de mange beboere, der har påtaget sig rollen som tovholder for en aktivitet. Deres engagement og indsats er med til at skabe de fællesskaber, oplevelser og traditioner, som tilsammen definerer livet på Kogtvedsund.

Alle foreninger kender dem – på godt og ondt. De mennesker, som får hjulene til at dreje rundt, når andre er gået hjem. De frivillige, der lægger tid, energi og en stor del af sig selv i de opgaver, de påtager sig. Nogle gange drejer det sig om opgaver, de selv har taget initiativ til. Andre gange handler det om de nødvendige, men ofte usynlige funktioner som medlemsregistrering, bogføring, kommunikation eller IT. Fælles for dem er engagementet. De kaldes ildsjæle.

For en ildsjæl handler det sjældent kun om at være synlig eller føle sig uundværlig – selvom det måske også kan spille en rolle.  Når jeg tænker på ildsjæle, tænker jeg først og fremmest på mennesker, der simpelthen ikke kan lade være.

Mennesker, der drives  af lysten til at gøre en forskel og af glæden ved at se andre få gode oplevelser. De ser et behov og handler på det. Ikke fordi de skal, men fordi de vil.

Ildsjælene er ofte foreningernes største styrke. Uden dem ville mange aktiviteter aldrig blive til noget.

Men deres store engagement kan også rejse spørgsmål: Hvad driver dem? Hvorfor påtager de sig så meget ansvar? Og hvad sker der, når en forening bliver afhængig af enkelte personer? Det er nogle af de spørgsmål, vi ser nærmere på i denne artikel.

Hvad driver ildsjælene?

Der findes næppe ét enkelt svar. Ildsjæle er lige så forskellige som alle andre mennesker. Nogle drives af en sag, de brænder for. Andre finder glæde i fællesskabet eller i at skabe rammer, hvor andre kan trives. Mange oplever en dyb tilfredsstillelse ved at kunne bidrage med deres kompetencer og se konkrete resultater af deres indsats.

For nogle er engagementet også en del af deres identitet. De har svært ved at gå forbi en opgave, der trænger til at blive løst. Hvis ingen andre gør det, gør de det selv. Ikke nødvendigvis fordi de ønsker magt eller anerkendelse, men fordi alternativet – at lade være – føles forkert.

Hvorfor påtager de sig så meget ansvar?

Ofte begynder det i det små. En opgave mangler en ansvarlig, og en frivillig træder til. Senere kommer der endnu en opgave, og endnu en. Efterhånden bliver personen den, som alle går til, når noget skal ordnes.

Samtidig er ildsjæle ofte mennesker, der både kan og vil. De er handlekraftige, løsningsorienterede og vant til at tage ansvar. Det gør dem værdifulde, men også sårbare. For når man altid siger ja, kan man ende med at stå med mere ansvar, end man egentlig ønskede.

Hvad sker der, når en forening bliver afhængig af enkelte personer?

På kort sigt kan det være en stor fordel. Tingene fungerer, beslutninger bliver truffet, og opgaverne bliver løst. Men på længere sigt kan afhængigheden skabe udfordringer. Hvis en ildsjæl bliver syg, flytter eller blot mister lysten, kan vigtig viden og erfaring forsvinde fra den ene dag til den anden.

 Andre medlemmer kan også komme til at holde sig tilbage, fordi de tænker, at "det klarer hun jo" eller "han har styr på det". Dermed risikerer foreningen at stå svagere, selv om den på overfladen virker stærk

Hvordan passer vi på ildsjælene?

Måske skal vi begynde med at gøre op med forestillingen om, at ”ildsjæle kan klare alt”. De virker ofte robuste, engagerede og utrættelige, men også ildsjæle kan blive trætte. Også de kan miste modet, hvis opgaverne vokser hurtigere end hjælpen omkring dem.

At passe på sine ildsjæle handler derfor ikke kun om at sige tak – selvom anerkendelse er vigtig. Det handler også om at skabe en kultur, hvor ansvaret deles, og hvor flere føler sig inviteret til at bidrage. Ingen bør være så uundværlig, at foreningen ikke kan fungere uden dem.

Måske er den største anerkendelse af en ildsjæls arbejde netop, at andre tager medansvar. At flere byder ind. At viden deles. At nye kræfter får lov til at prøve sig frem. På den måde bliver ildsjælens engagement ikke en byrde, der bæres alene, men en gnist, der tænder engagement hos andre.

Foreninger har brug for ildsjæle. De skaber energi, udvikling og fællesskab. Men ildsjælene har også brug for foreningen. De har brug for opbakning, fællesskab og nogen, der af og til siger: "Tak for indsatsen – nu tager vi lige over et øjeblik."

For når alt kommer til alt, er målet ikke at holde liv i enkelte ildsjæle. Målet er at skabe et fællesskab, hvor så mange som muligt bidrager til at holde flammen levende.

retur til arkivet