Lone af Kogtvedsund

Opdateret: 21. okt.
Døbt i campagne - motoren må vente.
Det begyndte som en smuk historie om frivilligt arbejde, lokalt bådebyggeri og en lille jolle, der fortjente en ny chance. Det endte som en påmindelse om, at champagne ikke sælges til samme pris som sandpapir.
Lone blev født som en klassisk Ejvindjolle på et nu hedengangen værft i Rantzausminde. Via Troels Bendixens veninde Lone blev hun doneret til Kogtvedsund, hvor beboerne straks forelskede sig i den lille jolle og meldte sig under fanerne. Nogle som håndværkere, andre som rådgivere og støtter. En betydelig gruppe påtog sig den krævende opgave at klappe anerkendende. Ifølge ubekræftede oplysninger var håndværkerne i mindretal.
Den 21. august 2025 blev jollen hentet i Åbyskov og kørt til Kogtvedsund. Her viste det sig, at en gammel træjolle ikke lader sig sætte i stand alene ved at se kærligt på den. Trærælingen skulle skilles ad, limes og lakeres, hvilket Hans tog sig af gennem vinteren. Bundstykkerne fik også en grundig tur med sandpapir og lak. Det hele foregik under Johannes’ kyndige ledelse og med opmuntring fra det stadig voksende publikum.
Den 7. august 2026 oprandt den store dag. Efter taler og livlige væddemål om navnet blev jollen døbt "Lone". Gudmor Tina og formand Johannes tog derefter plads ved årerne og sørgede for, at hun fik vand under kølen. Lone pjaskede lidt rundt og opførte sig i det hele taget som en jolle, der ikke anede, hvad der samtidig var ved at ske på land.

Champagnekrisen
Mens Lone gled ud på vandet, blev de mange fremmødte budt på champagne og æblemost. En venlig gestus, skulle man mene. Og det var den også, lige indtil regningen ankom.
Selve renoveringen havde kostet knap 3.000 kroner. Forfriskningerne til dåben løb op i mere end hele renoveringen. Formand Johannes og eventansvarlig Niels P. fik dermed den sjældne oplevelse at se en jolle blive søsat, samtidig med at budgettet gik til bunds.
Planen havde ellers været at søge fælleskassen knap 5.000 kroner til en lille benzindrevet motor. Den idé er nu foreløbig henlagt under drømme. Lone må nøjes med årer og med at vide, at hun blev fejret med en begejstring, som hendes fremtidige fremdrift ikke helt kan matche.
Om champagneregningen får yderligere konsekvenser, vil tiden vise. Indtil da kan Kogtvedsund glæde sig over en flot istandsat jolle og en dåb, der formentlig bliver husket længere end garantien på lakken.




Kommentarer