Vinsmagning - 11. september 2026

Opdateret: 21. okt.
FRANSKE FRISTELSER
En aften i vinens tegn
Fredag den 11. september kl. 17.30
Kære vinelsker
Denne aften tager vi på en lille vinrejse gennem Frankrig – fra Bourgogne og Bordeaux over Provence og Rhône og tilbage til Bourgogne.
Vi skal smage syv nøje udvalgte franske vine:1 Crémant · 2 hvide · 4 røde
Aftenens vine præsenteres af Peter Gaarde, indehaver af Gourmet Wine Butikken i Kullinggade, som vil guide os gennem vinene, områderne og druerne – krydret med historier, viden og måske en lille vinhemmelighed eller to.
VI BEGYNDER MED BOBLER
Crémant de Bourgogne Brut
Domaine Gabrielle Vivien · Bourgogne
En sprød, tør og elegant Crémant fremstillet udelukkende på Chardonnay. Druerne kommer fra marker tæt på Chablis, og vinen får sin anden gæring på flasken efter den traditionelle metode.
Forvent frisk frugt, fine toastede noter og en flot balance mellem fylde, friskhed og elegance.
DE HVIDE
Famille Sichel Bordeaux Blanc
Bordeaux
En klassisk hvid Bordeaux fra den berømte familie Sichel, som gennem mere end et århundrede har dyrket og handlet med vin.
Druerne kommer fra Entre-Deux-Mers, hvor ler og kalksten præger jordbunden. Resultatet er en frisk og harmonisk hvidvin med både karakter og finesse.
Château Paquette – Cuvée “Forum Julii”
Côtes de Provence Blanc · Økologisk
En aromatisk, fyldig og sprød Provence-vin med elegant fedme og udsøgt mineralitet.
En vin, der på fornem vis viser, at Provence kan meget mere end rosé.
DE RØDE
Nic Rager Pinot Noir
Sydfrankrig
Blød, saftig og elegant Pinot Noir med masser af frugt.
Vinmageren Nic Rager er uddannet i Bourgogne, og kærligheden til den klassiske burgundiske elegance fornægter sig ikke.
Château Croix de Pérenne
Bordeaux
Château Pérennes eksklusive cuvée, skabt i samarbejde mellem Bernard Magrez og den berømte ønolog Michel Rolland.
Vinen er baseret på Merlot og Cabernet Sauvignon med Merlot i hovedrollen – en klassisk Bordeaux med dybde, struktur og karakter.
Domaine Grand Veneur “Les Champauvins”
Rhône · Økologisk
En saftig og kraftfuld Rhône-vin, som ikke uden grund har fået tilnavnet:
“Baby Châteauneuf-du-Pape”
Druerne kommer fra marker lige ved den nordlige grænse til Châteauneuf-du-Pape – blot få meter uden for den berømte appellation.
Irancy “Les Mazelots” Vieilles Vignes
Domaine Gabrielle Vivien · Bourgogne · Økologisk
Vi slutter, hvor vi begyndte – i Bourgogne.
En intens og elegant enkeltmarksvin fra Irancy med rig frugt, silkebløde tanniner og den karakteristiske mineralitet, som gør Bourgogne så fascinerende.
En værdig afslutning på aftenens vinrejse.
AFTENENS GUIDE
Peter Gaarde fra Gourmet Wine Butikken i Kullinggade står for smagningen.
Flere af os har allerede stiftet bekendtskab med Peters vine, blandt andet gennem de vine, Frank har købt til vores bar. Og nogle vil sikkert huske Peter fra oktober 2024, hvor han guidede os gennem en række spændende portvine.
Peter er en levende fortæller, der ikke blot præsenterer det, vi har i glasset, men også historierne bag vinene, vinmagerne og områderne.
Der bliver naturligvis rig mulighed for at stille spørgsmål undervejs – og for at udfordre både næse, smagsløg og måske vores forestillinger om, hvad vi egentlig kan smage i et glas vin.
Til vinsmagningen serveres lidt passende snacks.
PRAKTISK
Fredag den 11. september kl. 17.30
Pris: 250 kr. pr. deltagerBetaling: MobilePay Box 6697HCTilmelding senest: 3. september
Der skal være mindst 20 tilmeldte, for at vinsmagningen gennemføres. (Der kom kun 14 - men vi gennemførte alligevel)
Vi glæder os til en hyggelig, lærerig og velsmagende aften
– i godt selskab og med Frankrig i glasset.
Santé!
Eventgruppen



Kommentarer