Hjemmeboende voksen

Opdateret: 21. okt.
Kære Gurli
Jeg hedder Bo (ikke hans rigtige navn, som redaktionen er bekendt med). Jeg er 32 år og har netop afsluttet mit seneste studie på universitetet.
Mit problem er min mor. Eller rettere: Hun forstår mig ikke. Jeg skriver til dig fordi jeg har læst mange af dine svar i "Ugebrevet" og tror at du vil kunne forstå mig og give mig et godt og behageligt råd.
Min situation er den at jeg stadig bor hjemme og har ingen kæreste, men ellers synes jeg, at mit liv fungerer glimrende. Der er aftensmad hver dag, mit tøj bliver vasket, og jeg behøver ikke stresse over huslejen.
Mor har en kæreste, Erik (heller ikke hans rigtige navn, som redaktionen også er bekendt med). Erik og jeg har det rigtig godt sammen. Vi går i byen, spiller kort og ser fodbold.
Faktisk laver vi mere sammen, end han og mor gør.
Nu er mor begyndt at tale om, at jeg bør finde mit eget sted at bo. Jeg tror, hun er jaloux på mit og Eriks venskab. Synes du, Gurli, at jeg skal finde mig i det?
Med de største forventninger
hilsen "Bo"

Kære Bo
Lad mig sige det rent ud: Hvis jeg var din mor, havde du fået syv forskellige spark bagi for længe siden. Du er 32 år, færdig med dit seneste studie og godt tilfreds med, at mor laver mad, vasker dit tøj og betaler for taget over dit hoved. Og så spørger du, om du skal finde dig i, at hun gerne vil have sit hjem tilbage?
Du er sandelig en værdig repræsentation for generation Curlingbørn"
Du kalder det jalousi, fordi Erik og du spiller kort og ser fodbold sammen. Jeg kalder det mere sandsynligt, at din mor gerne vil kunne være alene med sin kæreste uden først at skulle spørge sin voksne søn, om han skal have aftensmad.
At du og Erik kommer godt ud af det sammen, er da dejligt. Måske kan han hjælpe dig med at bære flyttekasserne. Du kan selv pakke dem.
Mit råd er enkelt: Find dig et sted at bo. Få dig et arbejde nu da din SU blot er en gældspost og ikke en del af din "faste indkomst" - Lær at betjene en vaskemaskine. Inviter din mor og Erik på middag, når du har lært at lave en. Så kan I spille kort bagefter, og din mor kan gå hjem, når hun har lyst.
Og Bo? Ring til hende i dag og sig tak. Gerne uden at spørge, hvad der er til aftensmad.
Hilsen Gurli


Kommentarer